MAKE THE FIREFLIES DANCE

Så kom dagen, dagen hvor vi allesammen blev studenter på Hawaii. 

Efter 3 måneder på universitetet, skulle vi allesammen, venner og veninder, ned i lækre kjoler og jakkesæt. Vi skulle sammen nyde en masse rigtig lækkert mad, høre flotte taler og opleve mindeværdig underholdning, i stor stil! 

Dagen gik hurtig, men det var skønt at mærke hvordan folk slappede af i hinandens selvskab og følte hvordan deres arbejde på universitetet endelig havde båret frugt i den lange ende. Det blev en dag jeg aldrig vil glemme, det hele gik så hurtigt og pludselig var dagen slut.

                     Tak til alle de smukke unge mennesker, som
                    gjorde dagen helt speciel. Det var en fed dag
                        og chokoladekagen - den var lige i øjet(;

GIRL ON FIRE

"Been walking my mind to an easy time, 

my back turned towards the sun.
Lord knows when the cold wind blows it'll turn your head around.
There's hours of time on the telephone line

 to talk about things to come.
Sweet dreams and flying machines in pieces on the ground.

I've seen fire and I've seen rain.
I've seen sunny days that I thought would never end.
I've seen lonely times when I could not find a friend,
But I always thought that I'd see you baby, one more time again"

Det er snart tid til at skulle forlade Hawaii

Stemningen, som ligger over gruppen disse dage er ret tunge, tankerne omkring fremtiden, som ligger og lure derhjemme, skræmmer os alle en lille smule - nogle mere end andre. Hvad skal der nu blive af os alle sammen, hvor skal vi nu hen?

Den sidste tid her på Hawaii, har virkelig været noget helt specielt, både på en god måde, da alle er ved at være klar til at skulle vende næsen hjemad, da man selvfølgelig savner familie og venner, og måske også maden derhjemme. På samme tid har denne tur bare været så fuld af oplevelser og liv, at det er svært at forlade. Hele livsglæden, som hviler over Hawaii, følelsen af at man virkelig vil leve livet fuld ud, og nyde hvert et øjeblik som livet byder en - Jeg kommer til at savne det hele så meget 

Oplevelsen af at rejse, er virkelig ubeskrivelig fantastisk, at se nye steder og opleve nye kulturer og mennesker -  dette her er bestemt ikke min sidste rejse. Jeg har mødt folk på de mærkeligste steder, på de mærkeligste måder - og derefter lært dem at kende. Jeg har mærket det hvide sand imellem mine tær, imens det lyseblå hav har kigget mig i øjnene. Jeg har set folk skøjte hen over bølgerne blå, hørt musikken spiller fra hvert et hjørne. Set folk smile og spørger til om jeg er okay, selvom jeg aldrig har mødt dem før. Mærket varmen på min hud forføre hver en selle i min krop, bestiget bjerge, redet på hesteryg igennem jungler, kørt i limousine, surfet på havet, sprunget ud fra fly og svømmet med hajer - hvis det ikke er livet så ved jeg ikke hvad livet er.

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg som regel, at jeg er ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge resten af mit liv på. Måske finder jeg aldrig ud af det. Måske dukker svaret op en af de nærmeste dage. En ting er dog sikkert: min verden er fuld af oplevelser og dejlige steder. Minder som aldrig fortabes, fantstiske mennesker, som jeg aldrig glemmer, planer om nye rejser og håb og forventninger til dagene som kommer . Jeg elsker at rejse. 

SHARK CAGE!

SHARK!

Søndag d. 06/05/12

Haj dagen - vi startede ud klokken 07.00 - hvor vi alle skulle mødes i lobbyen på hotellet. Herefter skulle vi så tilbringe to timer i offentlig bus - og offentlige busser her på Hawaii, er bestemt ikke det samme som hjemme i Danmark - hvilket betyder at man kan risikere at skulle stå op, en hel del -  jeg for eksempel stod så faktisk op hele vejen, hmmm..  Ikke den bedste start på dagen. 

Da vi så var kommet ud til nordkysten, var vi alle meget spændte på hvad der mon var os i vente ude på havet - for efter tre måneder på disse smukke ø'er, havde vi endnu ikke stødt på nogle hajer(:  

Vi gik så alle ombord på en rigtig fin lille båd, og må nok indrømme at jeg på daværende tidspunkt følte lidt at det måtte være en joke, at vi skulle ud og se på hajer, i sådan en lille jolle? Vi sejlede afsted og det gik dælme, dytme godt nok hurtigt kan jeg godt love jer for - følte næsten vi fløj hen over havet. 

Endelig stoppede båden langt ude på havet ved et stort hvidt bur som allerede var ude i vandet - jollen den vippede frem og tilbage og begyndte for alvor at gynge kraftigt rundt - da ville jeg lige læne mig ud over siden og kigge ned, for at se om jeg kunne få øje på noget som helst dernede i vandet - OG JEG SIGER JER, der var gang i den, omkring 20 hajer svømmede rundt omkring båden, båden som vippede så voldsomt at den næsten lå helt nede på siden nogle gange - eller i hvert fald næsten(:

Liiiige der må jeg nok sige, at jeg virkelig bare havde så meget lyst til at hoppe ned i vandet, og bare svømme rundt med hajerne, men jeg fik så at vide at man altså skulle være inde i buret...  SÅ jeg hoppede glad ned i buret, iført badetøj og svømmebriller. synet der mødte mig var ubegribeligt - taget ud fra animalplanet. store, flotte hajer svømmede rundt omkring buret på alle sider, de var så tætte på os, at vi sagtens kunne røre dem hvis vi havde lyst til det - hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

(Mor - selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at hoppe ned i vandet
og svømme med hajerne uden for buret - det var en joke)

Shark Cage, alt i alt - det var sgu ret crazy - men en fed oplevelse!

Im OUT!

SKYDIVING - WILD ONE

Mandag d. 30/04/2012 var ikke en helt almindelig, kedelig mandag, det var nemlig dagen hvor jeg skulle springe ud fra 4,5 km's højde - med et frit fald på 60 sekunder.

Udsigten fra flyet var ubegribelig, forblindende og så ubeskrivelig smuk. På samme tid kunne jeg mærke følelsen  af rædsel krybe rundt i blodet, og kunne mærke hvordan angsten voksede i min krop. Jo mere Jo,

spændt mig fast til ham, kunne jeg mærke ud fra min hjertebanken at jeg i sandhed var skrækslagende ved tanken om at skulle, frivilligt, hoppe ud fra et fly. 

Da vi så var kommet 4,5 km op over Oahu(øen jeg har boet på i to, en halv månede) gik det op for mig, at jeg var den første af de fire, som var i flyet, der skulle springe ud. Jo, som sad godt spændt fast på min ryg satte briller på mig, og sagde at vi skulle gå hen imod flyets åbne dør - som nærmere var hele højre side af flyets væg hvis i spørger mig. Vi gik lige så stille, i skidestilling, hen imod udgangen. Min fornuft strittede imod og jeg kunne mærke at dette virkelig kunne blive farligt, og helt sikkert ikke var en af mine bedste idéer - følte at jeg virkelig var igang med at overskride mine personlige grænser, for hvad jeg i min vindeste fantasi havde troet jeg turde gør. 

Hoppet var det mest urealistiske, fantastiske, chorkerende, modbydelige, enorm overvældende vidunderlige, overskridende jeg nogensinde i min vildeste fantasi har oplevet. Det var en følelse af at være så bange at man virkelig tror at man skal dø - men på en og samme tid, har man aldrig nogensinde følt sig mere levende.   

Faldet føles som flere minutter, men da faldskærmen blev slået ud, og jeg kunne mærke hvordan Jo's hænder holdt mine helt rolige, imens han løsnede nogle af selerne omkring mit miv, kunne jeg virkelig se hvor smukt havet og stranden var deroppe fra, man kunne se hvordan bjergene voksede frem over hinanden over det hele på øen - det smukkeste syn. Jeg kunne endda se helt hjem til vores hotel, på trods af at vi havde kørt flere timer for at komme ud til skydiving stedet. 

Det var i sandhed en helt utrolig oplevelse - forstår virkelig godt hvorfor Jo' gør det hver eneste dag - spurgte ham også hvor mange gange han gør det, i løbet af en dag, til det svarede han, at det kunne veksle fra 2 til 20 gange på en dag - virkelig et ret så vildt job han har.

Jeg er i hvert fald SÅ LYKKELIG for at jeg gjorde det, og det er bestemt ikke sidste gang jeg springer i faldskærm, det var virkelig en ubegribelig spændende oplevelse - Den bedste måde at beskrive det på vil nok være: ROCK N' ROLL!

og ved i hvad?

I'M A WILD ONE!